Skræntflyvning i Danmark
Selv om folk oftest forbinder sporten med at “hoppe ud fra bjerge”, eller andre høje steder, kan det sagtens lade sig gøre at flyve paraglider i det flade Danmark med stort udbytte. Vi bor jo i et land med en meget lang kystlinje, og her findes masser af endeløse klitrækker, klinter og skrænter, som er særdeles velegnede til udøvelse af vores sport.
Når man flyver på kysten, dyrker skræntflyvning, udnytter man den effekt en forhindring i terrænet har på vindens vej over terrænnet. En stejl skrænt såvel som en blød bakke, skaber en opadgående luftstrøm foran sig, som vores luftfartøjer udnytter til at skabe en opadrettet kraft, der kan løfte en pilot og hans udstyr. Således kan vinge og pilot holde sig svævende i denne luftstrøm, sålænge den har tilstrækkelig hastighed og retning. Typisk flyver man på de danske skrænter, i almindeligt udstyr, når skrænten har pålandsvind (så vinkelret på skrænten som muligt), og i vindhastigheder mellem 5-10 m/s.
Skræntflyvning kaldes på engelsk for “ridge soaring” eller “coastal soaring”.
Termikflyvning i Danmark
Er vinden ikke gunstig ved kysten, eller har man lyst til en anden måde at flyve på, kan vores udstyr også anvendes til at flyve på termiske luftstrømme, eller termik, ligesom svævefly gør. Disse luftstrømme opstår når solen opvarmer landjorden på forskellig vis, dette skaber områder, der er varmere end andre (varmebobler), og denne varmeforskel vil over tid forårsage at den varme luft vil begynde at strømme opad. Denne opadgående luftstrøm kan anvendes til at skabe højde for et luftfartøj, der “fanger” boblen og bliver trukket med op i højderne.
Når man flyver termik i Danmark, opbygger man oftest den første højde via optræk med wire/line, igen på samme måde som svævefly kan gøre det. Har man fået de første 4-500 m ved optræk, så begiver man sig derefter ud på jagt efter “bobler”. Denne disciplin kaldes “distanceflyvning”, på engelsk “cross country” forkortet “XC”.
Har man lyst til termikflyvning befinder DHPU’s optrækscentrum (Fasterholt) sig i nærheden af Brande i midtjylland. Paramia anvender ikke optræk i skolingen.
Motorflyvning i Danmark
Vil man flyve helt uden vind, eller steder hvor der ingen opvind findes, er en tredje mulighed at spænde en motor på ryggen og lade den drive paraglideren fremad. Dette kaldes motorflyvning eller på engelsk “powered paragliding” ofte forkortet PPG. Motoren er som oftest en benzindrevet to-takts motor, men elektriske motorer er også udviklet, omend de ikke er særligt udbredte.
Bemærk: Det er først muligt at starte på PPG-kursus, når man er uddannet selvstændig pilot (SafePro-Para trin 4) og har erhvervet sig VFR-bevis via en teoretisk prøve. Læs mere om VFR-prøven her.
Love og regler
I Danmark reguleres flyvning af “Bestemmelser for Civil Luftfart” eller BL-regelsættet. For hang og paraglidere gælder BL9-5, som beskriver i detaljer hvordan hang- og paraglidere skal forholde sig.
BL9-5 tildeler pilotegenskabsikring og myndighed til landsunionen for hang- og paraglidere (DHPU – Dansk Hanggliding & Paragliding Union), som er ansvarlig for uddannelsesforløb og pilotcertificering for alle danske klubber.
Danskere må ikke flyve hang- og paragliding medmindre de er medlem af en klub, der er organiseret i DHPU.
Er alder eller fysik en hindring?
Man kan begynde skolingen fra man er fyldt 15, og kan opnå certfikat fra man fylder 16.
Paragliding er en dejlig sport, der kan følge en gennem hele livet. Man skal blot have en rimelig fysik, da man kommer til at bevæge sig en masse på stranden 🙂
Hvor flyver vi?
Generelt kan man sige at valget af flyvested altid afhænger af vind, vejr, tid, og om der er elever med eller ej. Der ligger mange gode flyvesteder op langs den jyske vest- og østkyst, som vi benytter os af, når vi flyver på skrænt.
Med flest medlemmer omkring Esbjerg kører vi ofte til Vejers strand, Hvide Sande og Marbæk for at flyve. På østkysten benytter vi ofte Halk hoved. Vi har medlemmer fra nær og fjern, og vi må alle køre efter hvor vind og vejr passer bedst på dagen.
Hvor højt flyver vi?
BL9-5 definerer for højdemaksimum:
“8.2.5: Flyvning i en større højde end 1.050m (3.500 ft MSL) er ikke tilladt.”
Det er dog muligt at søge indnu højere op end de 1050m. hvis man har en kontrolleret og godkendt højdemåler med sig og samtidig er på en højdedispensationsliste. Så kan man flyve op til 9500 fod, ca 3000m.
Tanken er at man skal være helt sikker på man ved hvor man er, for at kunne undgå luftrum, der ikke må beflyves af hensyn til øvrig lufttrafik.
Alt ovenstående her på siden gælder generelt også for hanggliding, hvis du skulle være interesseret i dette. Der er dog undtagelser, så kig på DHPU’s hjemmeside eller kontakt os hvis du er i tvivl.
